fbpx
19. december 2018
Af: Susanne Dahl

Vi skal turde tale om den usynlige vold

Umiddelbart er den psykiske vold uhåndgribelig og usynlig. Et tabu vi ikke taler om, måske fordi den ikke giver blå mærker. Det ændrer ikke ved, at konsekvenserne er mærkbare både fysisk, mentalt og socialt. Koblingen til PTSD, angst, depression og selvskade er velkendt. Alligevel går kurven går lige nu den forkerte vej.

På Sydgården er den psykiske vold uden tvivl med i fortællingen i en stor del af de livshistorier, vi møder som misbrugsbehandlere. Jeg skriver uden tvivl, fordi jeg som leder af Sydgården ved, at de mennesker, vi har i behandling, ikke kun har misbrugsproblemer. Forholder vi konsekvenserne ved psykisk vold til vores klienters udfordringer, så er PTSD ikke ualmindeligt, mange klienter er selvskadende, og de oplever angst og depression. Alt sammen noget, der hænger sammen med følelser, man ikke har lyst til at have. Herudaf opstår afhængigheden, fordi stoffer og alkohol umiddelbart gør det tåleligt at være med de følelser, man ikke bryder sig om.

Vi er opmærksomme på sammenhængen i vores behandling. Men der er helt sikkert tilfælde, hvor klienten ikke får sat ord på den psykiske vold. Måske netop fordi den er mere uhåndgribelig end den fysiske.

Lev uden vold
I november tog jeg sammen med en kollega på en konference, der netop havde temaet psykisk vold. En konference, hvor organisationen ”Lev Uden Vold” synliggjorde alvoren i en tendens, som er stigende og ikke kun blandt misbrugere. Specialkonsulent fra Lev Uden vold, Helene Oldrup, beskrev den psykiske vold i nære relationer sådan i sit oplæg: ”Psykisk vold i nære relationer er gentagne handlinger, som nedgør, ydmyger, krænker, manipulerer, truer eller isolerer. Handlingerne kan ske i affekt eller være planlagte og have til formål at kontrollere eller begrænse den voldsudsattes livsudfoldelse.”

Netop de nære relationer har vi fokus på i vores behandling, og vi ved, at det har konsekvenser, når børn ikke føler sig trygge, ikke får omsorg eller ikke oplever den sikre tilknytning til andre mennesker. Er man blevet udsat for psykisk vold i barndommen, har man ikke knyttet de nødvendige tætte bånd og oplevet tryghed. Det er blot ikke nok udelukkende at se på den tidlige barndom, for psykisk vold er den mest udbredte partnervoldsform og flere af vores klienter har enten udøvet eller været offer for den. I vores arbejde med misbrugere skal vi derfor være endnu mere opmærksomme på, hvad den enkelte har oplevet eller oplever i den nære relation med partnere voksenlivet.

Er det overhovedet vold?
På konferencen var det tydeligt, at den psykiske volds udfordring er, at den ikke er så enkel at definere som den fysiske. Det lyder måske hårdt, men man ved, om man fx er blevet slået eller ej. Man mærker fysisk, at det gør ondt. Men psykisk vold gør lige så ondt som den fysiske. Offeret ved bare ikke altid, at det er psykisk vold han eller hun er blevet udsat for, og denpsykiske vold kan have mere end ét udseende.

En kontrollerende adfærd kan være psykisk vold. Samme gælder den nedladende og ydmygende adfærd eller mobning, som vi kan opleve som både barn i skolegården og voksen på arbejdspladsen. Udfordringen er, at der ikke bliver talt om det. Offeret mærker, at det føles forkert men får ikke sagt fra. Resultatet kan være, at han eller hun derfor vender tvivlen indad og i en manglende tro på sig selv, tænker: Det er også bare mig, der er forkert. Den psykiske vold kan derfor trække dybe spor, og ofte bliver den voldsommere og voldsommere, fordi ingen siger stop. Det påpegede Mai Heide Ottosen og Stine Vernstrøm Østergaard fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) i deres oplæg på konferencen. ”I modsætning til fysiske voldshandlinger, som ofte iagttages som enkeltstående hændelser, er det ikke den enkelte episode, der konstituerer psykisk vold. Psykisk vold er et mønster af vedvarende eller kontinuerligt degraderende og truende handlinger og kan have tendens til at eskalere over tid.”

Vi tier men burde tale
Det er ikke bare offeret, der ikke får talt om den psykiske vold. Fordi det er tabu, dominerer den samme stilhed hos dem, der er tilskuere til volden. Mon ikke mange af os, har oplevet det? At en person taler nedladende eller kontrollerende i en grad, hvor det virkelig går hårdt ud over offeret? Hvor vi står tænker: ”Det her er faktisk ikke i orden.” Alligevel undlader vi at reagere. For hvad er det lige, vi oplever? Er det okay eller er det mig, der er noget galt med? Overreagerer jeg, siden andre ikke siger noget? Oplever vi situationen som pinlig, eller bliver vi flove på offerets vegne? Eller tænker vi: Det kommer ikke mig ved?

Jo, det kommer os ved, når vi oplever andre mennesker blive udsat for en krænkende adfærd. Det er virkelig vigtigt, at vi sætter fokus på det og siger højt: Her er faktisk tale om vold, og det er en form for vold, der gør lige som ondt som, når vi bliver slået. Derfor var det også glædeligt, at konferencen havde valgt dette fokus, og at salen var propfyldt af så mange forskellige sundhedsprofessionelle.

Der er ingen tvivl om, at der kommer mere og mere fokus på den psykiske vold de næste år samfundsmæssigt set. Det gør der også hos os på Sydgården, hvor vi skal have et øget fokus på det i vores behandling. I dag kigger vi meget på den tidlige barndom, men med den psykiske vold er det lige så vigtigt at se på, hvordan fungerer vores klienter i deres samlivsforhold i dag. Lader de sig krænke, eller krænker de deres partner? Vi møder både ofret og krænkeren i vores arbejde med beboere på Sydgården og blandt de indsatte i de fængsler, hvor vi er tilstede med behandling. Begge steder ser vi, at adfærden går videre i generationer; krænkeren har selv været offer som barn og bringer mest sandsynligt også adfærden videre til sine egne børn. Vores opgave er at bidrage til, at de negative mønstre bliver brudt. Vi skal bidrage til, at der bliver sat ord på det, der er tabu og dermed skabe modet til at turde tale om den psykiske vold.