Vi er inde i en svær og barsk tid, hvor vi skal passe på os selv og hinanden for at mindske spredningen af COVID-19. Heldigvis følger der også positive historier med i krisetider. På Sydgården står vi om nogen samlet spredt.
Vi har medarbejdere, som vi af forskellige årsager har sendt hjem for at passe på deres helbred. Men vi skal stadig holde Sydgården kørende og fortsat sikre optimale behandling til vores beboere. Heldigvis har vi fået hjælp fra vores personale i fængslerne. Fra torsdag den 12. marts blev alle eksterne medarbejdere i fængslerne sendt hjem, og det betød, at de kunne komme og give en ekstra hånd med på Sydgården.
”At vi får hjælp fra fængslerne betyder, at vi fortsat kan holde åben og sørge for, at vores beboere får den gruppeterapi og de to individuelle behandlinger om ugen, som er en vigtig del af behandlingsforløbet på Sydgården,” siger Susanne Dahl.
Sydgården tager fortsat de mest behandlingskrævende misbrugere ind. Men for at kunne holde den fornødne afstand, er der lige nu kun plads til 18 beboere, selvom Sydgården har 25 værelser i alt. På den måde har de fleste beboere eget bad og toilet for at mindske smitterisikoen.
Men lige meget hvor meget afstand, der bliver holdt mellem beboerne, skal hygiejnen være højere end nogensinde før, når så mange mennesker bor under samme tag.
Derfor hjælpes personale og beboere ad med at gøre rent – for eksempel skal alle håndtag og overflader hele tiden tørres af og sprittes.
”Det betyder meget for fællesskabet i huset. Både for personalet, som før har været ude i fængslerne og nu virkelig mærker, at de er en del af huset. Men også beboerne tager stort ansvar og hjælper til,” siger Susanne Dahl og tilføjer:
”Sydgårdens værdier handler om medmenneskelighed og næstekærlighed. Vi er sat i verden for at hjælpe hinanden. Og det bliver vi endnu mere bekræftet i nu.”