fbpx
22. december 2020
Af: Kristine Buske
Fotograf: Gerd Altmann fra Pixabay

Nu lever Jane sit eget liv

Jane har størstedelen af sit liv været sammen med en mand, der var afhængig af alkohol. Først nu har hun lært, at hun selv var afhængig. Afhængig af ham og hans kærlighed.

Jane sidder foran en misbrugskonsulent og tigger og beder om hjælp til at behandle det misbrug, som hendes mand Mogens har. Hun er fyldt op af løgne og bedrag og ser magtesløs til, mens Mogens også forsøger at manipulere misbrugscenteret til at tro, at der ikke er noget galt.

Misbrugskonsulenten er en bred færøsk mand. Typen, der udstråler stabilitet og ro. Han tager et papir frem og tegner en streg lodret igennem det. Skriver Jane på den ene side og Mogens på den anden.

Jane kigger undrende på ham og går modløst derfra. Der er stadig ingen, der forstår det her, tænker hun. Og hun ved ikke, at det vil tage hende 40 år selv at forstå, hvad der er på spil.

Drømmen om et stråtækt hus

Janes historie starter i 1978, da hun som ung pige forelskede sig i den ti år ældre Mogens. Jane og Mogens er ikke deres rigtige navne, men hun har valgt at holde sig anonym for ikke at få revet for meget op i fortiden.

Da Jane var seks år og levede i et hjem med alkohol og skænderier, tegnede hun et gult stråtækt hus og tre børn i ler. Det var sådan, hun håbede hendes fremtid så ud. Mogens havde et lille gult stråtækt hus. Han lovede hende også børn og ægteskab. Alt det, hun drømte om.

Så da parret flyttede sammen, blev gift med et ja til at elske og ære til døden skiller, og Jane så de mange øl og flasker vin, Mogens drak, var det ikke noget, hun tænkte over. Hun er vokset op med, at øl og snaps hørte sig til, når der var frokost eller, man inviterede gæster til kaffe. Og i reklamebranchen, som Mogens arbejdede i, var det helt normalt, at der blev drukket i arbejdstiden. En flaske spiritus var ofte belønning, hvis man gjorde det ekstra godt på jobbet. Samtidig fik parret også to flasker vin i værtsgave, når de fik besøg af Janes forældre. Selvom Jane aldrig fik dem at se, før de var drukket.

”Jeg var nok naiv og blåøjet dengang,” fortæller hun.

Alligevel havde Jane en fornemmelse af, at det ikke var normalt at leve sammen med en mand, der drak alkohol så mange gange om dagen. Hun gik til sin læge og fik beskeden: ”Få jer et barn, så får du noget andet at tænke på.” Så det gjorde hun.

Det perfekte par

Som tiden gik, dukkede der flere og flere løgne op. På Mogens’ kontor var der ofte mange ølflasker, som han påstod, at en kollega havde efterladt. Der dukkede hele tiden ubetalte regninger op i hjemmet, som han ikke kendte til. Han fik taget sit kørekort og skulle ind og sidde og påstod ikke at vide hvorfor. Det skete to gange.

Da Jane fortalte det hele til sin mor, lærte hun, at det skulle forblive en hemmelighed. At hun nok bare var hysterisk igen. Hvis nogen vidste, at hendes mand drak, ville hun ikke være et ordentligt menneske i andres øjne. For hendes mor fnyste altid af de kvinder, der var gift med en mand, der drak og var stamkunde på den lokale kro. Det handlede om at leve det fine liv og blive accepteret af omverdenen.

Så Jane holdt tæt. Sørgede for at hjem og børn altid så godt ud. Slettede alle spor og undgik at få veninder. Ingen måtte komme for nært. Mens kollegaer, familie og venner så det lykkeligste par uden for hjemmet, faldt familielivet mere og mere fra hinanden. Det gik udover parrets tre drenge – især de to ældste, der husker mest fra den tid.

”Jeg begyndte at skælde Mogens mere og mere ud. En dag blev jeg så hidsig, at jeg sparkede til døren, så der gik hul,” fortæller Jane og må samle sig for ikke at bryde ud i gråd. Minderne gør for ondt.

”Mine drenge kan huske det hul i døren, og hvordan der blev råbt og skreget i hjemmet. Ligesom jeg selv kan huske alt det spektakel og støj, der var i mit barndomshjem. Jeg havde lovet mig selv, at mine børn ikke skulle udsættes for det samme. Men det løfte kunne jeg ikke holde. Det skammer jeg mig over.”

Den allersidste dans

Jane holdt sig altid fra Mogens’ skuffer. For hun lærte hurtigt, at de gemte på hemmeligheder, som var svære at se i øjnene. Men da Mogens en dag kørte på forretningstur, var der en stemme, der sagde hende, at hun alligevel skulle kigge i skuffen. Her lå papirer som viste, at Mogens fortsat ikke havde fået sit kørekort igen. Han kørte altså på ulovlig vis.

Jane bestilte straks en tid hos lægen i håb om at få Mogens på antabus og finde ud af, hvorfor han drak så meget. Det førte til nogle år, hvor hun blev ved at rende frem og tilbage på det lokale misbrugscenter. Mogens troppede altid op hos misbrugskonsulenterne pæn i tøjet og velformuleret. Det blev til mange samtaler, som ikke flyttede noget.

Det var først, da Mogens overgav sig og tog i mod et tre måneder behandlingsophold på Sydgården nogle år efter, at Jane endelig følte, at hendes problemer blev taget seriøst. Det skete i 1999.

”Jeg kørte ham selv derop, og det var en kæmpe frihed. Alle på Sydgården var ens. Der var ikke nogen, der kiggede skævt til os, og vi blev taget imod af de skønneste mennesker. Da jeg satte mig ud i bilen for at køre hjem, tændte jeg for radioen. Kim Larsen sang ’Den allersidste dans’, og jeg begyndte at stortude. Jeg håbede sådan, at misbruget nu var slut. Jeg var så lykkelig og stolt. Men jeg kunne ikke fortælle nogen om det, for der var næsten ingen, der vidste, hvad jeg kæmpede med,” fortæller Jane.

Den eneste kærlighed

Desværre varede følelsen af stolthed kun kort. Sydgården blev starten på Janes personlige udvikling, for det var stedet, hun lærte, at det ikke var hende, den var galt med. Stedet, hvor der endelig var en kreds, hun kunne være en del af. Hvor der var andre med en historie, der mindede om hendes. Men behandlingen hjalp ikke Mogens. Han fortsatte misbruget, da han kom hjem. Løgene og skænderierne tog til, det samme gjorde Janes levende mareridt.

Det var først for to år siden, i 2019, at hun endelig kunne give slip. Mogens var på vej ind i en alkoholdemens, og Jane fungerede nærmest som hans personlige hjemmehjælp og var nu også den, der tjente pengene. Hun havde netop besøgt sin mellemste søn i New York som sagde: ”Mor, se nu at komme videre og få dig et godt liv. Det fortjener du.”

Så hun ansøgte om skilsmisse, pakkede Mogens ting i en flyttebil og kørte ham til Fyn.

 ”Jeg var så tæt på at tage ham tilbage, for jeg brød jo mit ægteskabsløfte. Jeg følte ikke, at jeg kunne byde ham at svigte ham. Han var min eneste kærlighed og faren til de tre drenge, jeg havde drømt om. Men i virkeligheden var det jo ham, der havde svigtet mig i så mange år. Jeg elskede blot for højt, fortæller Jane.

Efter skilsmissen havnede Jane i et sort hul, og hun søgte til det eneste sted, hun vidste, der kunne hjælpe. Sydgården. Hun henvendte sig i håb om at kunne blive en del af Sydgårdens Venner, og de tilbød hende en mentor. Simone. En kvinde, der også selv havde levet med en misbruger. En kvinde, der forstod, var lyttende og rummelig.

”Jeg har altid fået at vide, at jeg var småhysterisk, når jeg påpegede, at noget var galt. Derfor var det en lettelse endelig at føle mig respekteret og forstået. Vi ringer sammen hver uge, og Simone er god til at skubbe mig i den rigtige retning, så jeg kommer videre. Hun støtter mig i, at jeg har ret til at sige fra. At jeg har givet efter for alt for meget hele mit liv. Og jeg ved, at jeg altid kan ringe, hvis jeg får brug for det. Det giver en stor tryghed,” fortæller Jane, der anbefaler alle pårørende til misbrugere at finde en at tale med, som selv har oplevet livet med en misbruger.

Janes side af papiret

I dag er Jane rank og smilende, når hun går ned ad gaden i sin by. Når tankerne og livet bliver for svært, snører hun sine vandresko for at gå under åben himmel og lade de mørke tanker forsvinden op i den blå luft. Hun tænker tilbage på den færøske misbrugskonsulent og hans tegning. Nu forstår hun, at konsulenten prøvede at sige det, der tog hende 40 år om at lære. Hun skulle leve sit eget liv. Holde sig til sin egen side af papiret.

”Jeg var afhængig af Mogens. Uden ham havde jeg ingenting, og jeg elskede ham jo. Derfor passede jeg på ham, og jeg gjorde alt jeg kunne, for at misbruget ikke blev opdaget. Der gik helt Sherlock Holmes i mig, fordi jeg hele tiden prøvede at fange ham i hans løgne. Det blev mit liv, og jeg var forblændet,” siger Jane og tilføjer:

”Det vigtigste for mig er, at mine sønner har tilgivet mig. Deres kærlighed er stor, og de ved, hvor meget jeg kæmpede. Jeg har ikke noget at skjule, og jeg skammer mig ikke længere. Vi har alle krav på et godt liv, og vi har alle brikker i os, der kan flyttes.”