16. august 2019
Af: Kristine Buske

Misbrugere er mennesker ligesom os andre

Gennem en praktikplads på hos Sydgården fik Sanne et bedre indblik i behandlingen af misbrug og de skæbner, der lever med afhængigheden.

Rådhuset som arbejdsplads og opgaver som sagsbehandling og mange samtaler med borgere, der har brug for hjælp til økonomiske, helbredsmæssige og personlige problemstillinger. Det er en typisk arbejdsdag for mange socialrådgiverstuderende under deres praktiktid. Men der findes også andre muligheder, når teorien fra studiet skal prøves af på arbejdsmarkedet.

Da socialrådgiverstuderende Sanne Olsen skulle søge praktikplads, ville hun gerne ud i et døgnbehandlingstilbud og opleve arbejdet med misbrugere hands on.

Hun fik i år praktikplads på behandlingscenteret Sydgården, hvor hun kom tæt på både terapeuter og beboere og fik et dybere indblik i, hvordan misbrugsbehandling foregår.

”Jeg ville rigtig gerne arbejde med misbrugere med psykiske lidelser, da jeg ser det som et overset emne. I kommunerne har du kun mulighed for at vurdere og henvise folk videre til den rette behandling. Men på døgnbehandlingscentrene arbejder de med kernen af problemet. Så på Sydgården har jeg virkelig mærket, at jeg har været med til at gøre en forskel. Man kommer helt tæt på misbrugeren og følger vedkommendes udvikling,” siger Sanne Olsen.

Bedre forståelse for misbrug

Arbejdet på et døgnbehandlingscenter adskiller sig markant fra kommunen ved, at borgerne bor på din arbejdsplads. Det betyder, at Sanne har haft flere timer med beboerne på Sydgården hver dag og dermed er kommet helt tæt ind på livet af mennesker med et misbrug.

”Nogle af beboerne er dysfunktionelle i deres mønstre. De kan for eksempel finde på at tale nedladende til en og forsøge at skabe splid mellem personalet. Der har jeg lært at bevare roen og ikke blive revet med af den negative adfærd. Og så har jeg lært at sige fra. På den måde har arbejdet givet mig rigtig meget selvindsigt,” siger hun og tilføjer.

”Hos Sydgården har jeg fået en bedre forståelse for misbrug, og hvor svært det kan være at komme ud af de negative mønstre. Folk er gode til at sætte misbrugere i bås, men de er mennesker ligesom alle os andre. De har bare nogle udfordringer, de har brug for hjælp til at løse.”

”Det gælder om at være kreativ og improvisere”

Sannes opgaver har blandt andet bestået i at hjælpe beboerne med at søge understøttelse eller bolig og tage med som støtte til samtaler på jobcenteret. Flere af beboerne er ordblinde eller har generelt bare svært ved at overskue praktiske ting. Men der har også været mindre klassiske socialrådgiveropgaver, som man ikke får mulighed for at prøve i kommunerne.

”Meget af arbejdet har været relationsskabende. Beboerne har mange ting, de kæmper med og har derfor brug for støtte og en at tale med, hvis de er kede af det eller vrede. Så når terapeuterne ikke har haft tid, har jeg været der til at berolige beboerne, når de har haft brug for det. Der gælder det om at være kreativ og improvisere – og det er kun noget, du kan lære ved at arbejde med det i praksis,” siger Sanne Olsen.

Efter seks måneder hos Sydgården skal Sanne nu tilbage på skolebænken og koble mere teori til praksis.

”Ved at være ude i praksis har jeg fået bedre forståelse for faget. Og nu ved jeg, at jeg gerne vil arbejde med udsatte voksne. Det er utroligt spændende at se, hvordan et voksent menneske med negative mønstre i sin hverdag kan rykke sig så meget på så kort tid. Jeg blev overrasket over at se, hvor hurtigt beboerne faktisk falder til på Sydgården.”