fbpx
14. april 2020
Af: Kristine Buske

Krigsveteran: ”På Sydgården droppede jeg masken”

Fabrice Bourrachot har i flere år benægtet sin fortid som soldat for den franske hær. Da han kontaktede sin kommune, fordi han var i massiv misbrug og planlagde selvmord, blev han henvist til behandlingscenteret Sydgården med det samme. Det var her, den hårde soldat blev blød.

Det er sent om aftenen i Grønland, og Fabrice kommer hjem fra arbejde. Rødvinsflaskerne i køkkenet er tomme, og det undrer ham. Han ved, at hans kone er alene hjemme med deres datter, der ligger uskyldigt og sover i sin seng.

Noget pusler ude i bryggerset. Fabrice, der i øjeblikket er meget fuld, fornemmer, at noget er galt. Han griber en kniv fra køkkenet og går derud. I bryggerset står en grønlænder og er ved at stjæle fra familiens hjem.

Det slår klik. Fabrice angriber manden med det samme. Hvis ikke hans kone var kommet og havde blandet sig – ja, så var det ikke sikkert, at grønlænderen var kommet levende derfra.

”Bagefter blev jeg bange for mig selv. Jeg fik et sammenbrud,” fortæller Fabrice, der husker episoden som afgørende for, at han gradvist kom nærmere ønsket om at få hjælp.

Forfulgt af fortiden

I flere år har Fabrice levet et lykkeligt liv med kone og datter i Danmark. Men da familien flytter til Grønland i 2001, bliver han forfulgt af fortiden, og han begynder at drikke og tage stoffer igen. Forholdene på Grønland med hierarkiet mellem grønlændere og danskere minder ham om krigene, hvor han var snigskytte for den franske hær. Borgerkrigen i Libanon. Den første Golfkrig i Irak. Krigen i Jugoslavien. Krigen i Rwanda i 1994. Det er år af hans liv, han ikke er stolt af. År han har fortrængt og holdt hemmelig over for venner og familie – ja også overfor hans kone.

Siden han startede et nyt kapitel i Danmark i 1997 for at være sammen med sin daværende kone, har han løjet. Han slettede alt, der omhandlede militæret fra sit CV og skrev i stedet, at han havde været kok på flere forskellige restauranter. Restauranter, han aldrig nogensinde havde arbejdet på.

”Efter den voldelige episode med indbrudstyven i bryggerset, får min kone mig henvist til en psykolog. Det var første gang, jeg fortalte nogen, at jeg har været i militæret. Første gang, jeg blev konfronteret med mine løgne. Det kom selvfølgelig som et kæmpe chok for min kone. Men jeg nægtede stadig at fortælle detaljer,” siger Fabrice.

Psykologen konstaterer, at Fabrice har PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder), som er en stresslidelse, der kan opstå efter traumatiske oplevelser og livstruende hændelser som krig.

Misbrug eskalerede efter skilsmisse

Fabrice og hans familie vælger at rejse tilbage til Danmark, hvor han fortsætter med at drikke i en lang periode.

”Dengang syntes jeg ikke selv, at jeg drak meget. Men det syntes min kone, og det gav mange konflikter derhjemme,” fortæller Fabrice.

Da han i 2004 bliver far til to tvillingedrenge, falder der igen lidt ro på. Han går fortsat til psykolog i Danmark, og hans misbrug bliver mindre i en periode. Men i 2010 bliver han skilt fra sin kone, og to år efter eskalerer det hele. Både hans psykiske problemer og misbruget. Han bliver fyret fra sit arbejde, økonomien sejler, og han flytter til et skidt kvarter.

I over to år sidder han bare og drikker i lejligheden. Han er ikke i stand til noget som helst. Tankerne om selvmord kommer tættere og tættere på, indtil en nat, hvor han planlægger, hvordan han skal tage sit eget liv.

Fabrice tager et stykke papir og stiller sig selv spørgsmålet: Hvorfor vil du leve? Men før han kan nå at gøre alvor af sine selvmordstanker, går han omkuld i en tåge af alkohol og stoffer og falder i søvn. Næste morgen vågner han fra sin beruselse. Han tager papiret fra dagen før og ser sit eget monster i øjnene.

”Jeg blev så forskrækket og overrasket over mig selv, at jeg ringede til kommunen med det samme,” fortæller Fabrice.

Ti dage efter starter han i behandling på Sydgården.

Fabrice oplever omsorg for første gang

Det er Fabrices gode ven, der kører ham fra hjemmet i Aalborg til døgnbehandlingscenteret Sydgården i Haderslev. De to kammerater får snakket tingene igennem undervejs. Får snakket om Fabrices fortid, hans misbrug, og hvorfor det er altafgørende, at han får hjælp.

”Jeg var meget motiveret. Jeg sagde til min ven: ’nu skal jeg stoppe med alt det lort’,” siger Fabrice.

Normalt er de første dage på Sydgården sat af til at falde til på stedet. Men Fabrice vælger at starte i behandlingen med det samme. Han begynder også at hjælpe til i køkkenet, hvor han som kok føler sig godt tilpas.

På Sydgården er der gruppeterapi hver dag, mens der to gange om ugen er individuelle samtaler. Og det er netop under de individuelle samtaler med terapeuten Malene, at den hårde soldat bliver blød. For på Sydgården arbejder terapeuterne ikke kun med misbruget, men også med de ting, der ligger bag.

”Da jeg fortalte om de hårde ting, jeg har gjort og oplevet i krig, begyndte Malene at græde for mig. Hun er den eneste, der har fået mig til at komme i kontakt med mine følelser. Og det var først, da jeg kom i kontakt med mine følelser, at jeg kunne fortælle, hvad der var sket. Men det var en lang proces, der tog alle de seks måneder, jeg var på Sydgården,” siger Fabrice og tilføjer:

”Jeg havde brug for den omsorg og forståelse, hun viste mig. Det fik jeg ikke som barn. Det var første gang, at der var nogen, der lyttede til mig uden at dømme mig.”

PTSD bunder i mere end krig

En grundfølelse af angst. Vejrtrækningen bliver besværet. Brystet spænder, og spændingerne går over til en ulidelig følelse af, at det brænder i brystkassen. Sådan føles det, når Fabrice mærker sin PTSD. Det kan ske, når han går blandt mange mennesker, når han ser en voldelig film eller hører en lyd som et brag, der minder ham om fortiden. Nogle gange kommer det ud af det blå, hvor tankerne selv tager en tur tilbage i tiden.

Om natten genoplever han de ting, han oplevede i krig. Frygtelige mareridt, hvor hans hjerne nogle gange får blandet hans børn ind i scenarierne.

”Alkoholen og stofferne var en flugt fra de ting, jeg har oplevet. Men i stedet at hjælpe, forstærkede misbruget min PTSD og fremprovokerede tankerne om selvmord. Mens det stod på, troede jeg selv, at jeg kunne styre det, men det blev gift for mig. Så det var nødvendigt, at jeg fik hjælp til at komme ud af misbruget, for at jeg kunne arbejde med min fortid,” siger Fabrice.

På Sydgården finder Fabrice ud af, at hans PTSD og misbrug er forstærket af oplevelserne i krig, men stammer tilbage fra før, han blev udstationeret. Militæret var i virkeligheden en flugt fra en hård opvækst uden kærlighed. Det var også allerede i teenageårene, at misbruget startede med alkohol og hash. Et misbrug som banede en uheldig vej for Fabrice.

Kan se sig selv i øjnene

I dag er Fabrice i PTSD-behandling i Psykiatrien i Region Nordjylland. Han sover roligt om natten, har meget sjældent mareridt og har været ædru i halvandet år. Efter Sydgården har han haft et par tilbagefald, men her har han brugt sit net af terapeuter og psykologer både hos Sydgården og Region Nordjylland, når det har været ved at gå galt.

”Jeg har mentalt været væk på grund af misbruget, men nu er jeg tilbage. Mine børn er så glade for at have fået deres far igen, og de har virkelig været hjælpsomme i hele forløbet. Især min datter, der har haft det sværest, er så glad for, at jeg i dag er clean og ædru,” siger Fabrice og tilføjer:

”Jeg er blevet mig selv for første gang i mit liv. Jeg har fået empati både for andre, men også for mig selv. Jeg siger, at Sydgården har tryllet, men min terapeut Malene siger: ’nej, jeg har trykket på nogle knapper, men det er dig, der har gjort det hele.”

Han mener selv, at han ikke havde fået gavn af PTSD-behandlingen i dag, hvis ikke han havde været i behandling på Sydgården først.

”På Sydgården har jeg mødt den lille Fabrice, da han var en sød lille dreng. Før han blev korrupt. Det havde jeg brug for, så jeg kunne finde den rigtige Fabrice frem igen. Jeg har fået respekt for mig selv og kan se mig selv i øjnene. Jeg accepterer de ting, der er sket, jeg benægter dem ikke længere,” siger Fabrice og tiføjer:

”På Sydgården droppede jeg masken.”