fbpx
02. april 2020
Af: Pia Smith Baun

”Jeg ville gerne være en del af et sted, der går op i personalets faglighed”

Efter 24 år hos Sydgården har afdelingsleder Dorte Anneberg Jacobsen set mange beboere gå ind og ud af Sydgårdens døre. Nu er Dorte gået på efterløn, og hun vil savne beboerne og sine dygtige kollegaer.

Dorte var ved at uddanne sig til psykoterapeut, da hun i sin tid hørte om Sydgården gennem sit faglige netværk. Det blev omtalt som et sted med høje faglige ambitioner og et godt miljø for personalet. Rygterne talte sandt, og Dorte blev en del af Sydgården de næste 24 år.

Faglig stolthed

De første 12 år af sin tid hos Sydgården var Dorte terapeut og gruppeleder. De næste 12 år var det afdelingsleder, der stod på visitkortet. To forskellige roller, som hun begge har været glade for. Mest af alt, fordi Sydgården ifølge Dorte har et godt miljø for både beoerne og personalet. Et miljø med respekt for den enkelte, stor omsorg, faglig stolthed, træning og uddannelse.

– Det er grunden til, at jeg er blevet her alle de år. Der har altid været en kultur, hvor personalet trives, og vi har masser af muligheder for at efteruddanne os og blive klogere på behandling af misbrug. Og jeg ville gerne være en del af et sted, der går op i personalets faglighed, fortæller Dorte.

Noget af det, som Dorte fremhæver med stolthed, er sit arbejde med efterbehandling. Herunder eksponering og tranghåndtering, som hun har været med til at holde kurser om på Sydgården og hos kommuner.

Beboerne gør forskellen

Men det er ikke kun det faglige, der har betydet noget for Dorte. Det har i høj grad også været at se udviklingen hos beboerne.

– Når vi har afholdt weekendkurser for tidligere beboere, kan jeg se, hvordan de har omsat tingene derhjemme, og at de er lykkedes med de værktøjer, de har fået. Det har betydet rigtig meget, siger Dorte.

Udover weekendkurserne, har hun haft fornøjelsen af at følge udviklingen hos tidligere beboere gennem onlinebeskeder, telefonsamtaler og fysiske besøg.

– Hvis hverdagen har været lidt hård, betyder det rigtig meget at høre fra dem, der er kommet på den anden side af misbruget og se, at det hele nytter noget, siger Dorte, som for nyligt snakkede med en tidligere beboer, der har været clean i 12 år, og som ikke længere ser misbrug som en mulighed.

En afsked i corona-udgaven

Mandag den 30. marts havde Dorte sin sidste dag. En lidt anderledes afsked, end Sydgården er vant til, da corona-lockdown ikke gjorde det muligt at invitere gæster.

– Jeg havde ikke regnet med noget særlig på grund af corona, men det var en rigtig dejlig dag med blomster, sang, taler og gaver. Dagpersonalet og beboerne var der, og det sætter jeg pris på, siger Dorte og tilføjer, at Sydgården til sommer holder en større fest med flere gæster.

Corona situationen gjorde det også ekstra svært for Dorte at sige farvel. At forlade et sted, som ikke er sig selv. Men beboernes håndtering af situationen har været betryggende for hende.

– Beboerne gør det rigtig godt. De tager ansvar og er helt med på, at de ikke må få gæster eller tage hjem. Selvom det selvfølgelig kan være rigtig svært i den situation, de står i. De bakker hinanden op og bakker Sydgården op, siger Dorte med et smil.

Fremtiden

Efter Dorte overtager Sanne Bæk Mikkelsen som ny afdelingsleder. En stedfortræder, som Dorte er helt tryg ved.

– Mens jeg har været sygmeldt efter en operation, har Sanne varetaget min stilling. Og hun kender Sydgården. Ligesom mig har hun også været terapeut inden jobbet som afdelingsleder, og det, tror jeg, er en rigtig god måde at gøre det på, siger hun.

Dorte har ikke endnu lagt nogen planer for tiden på efterløn. Lige nu har hun fokus på at koble af.

– Planen lige nu er ikke at have nogle planer. Arbejdet har fyldt rigtig meget, så nu skal der være god tid til at mærke efter, hvad jeg har lyst til. Men jeg kommer helt sikkert til at savne mine dygtige og tætte kolleager i hverdagen.