fbpx
26. januar 2021

“Jeg var statist i mit eget liv, nu har jeg hovedrollen!

Siden han var teenager, var hash Andrès bedst ven. En ven, der altid var der og aldrig stillede spørgsmål. Men hashen gemte også André i en osteklokke og gjorde ham til statist i sit eget liv. Det var indtil han bankede i bordet hos kommunen. Han ville i døgnbehandling.

Af: Kristine Buske, foto: Pixabay

Som det sker for mange andre, begynder Andrés liv med hash som en eksperimenterende del af det at være teenager. I 2008 starter han på efterskole og også her bliver hashen hans følgesvend for ikke bare ham men også de nye kammerater. Desværre bliver André taget af en lærer med en klump hash på sig og bliver smidt ud. I et grundforløb som kok kommer han i selskab med de forkerte typer. Forbruget af hash eskalerer gradvist, og efter grundforløbet tager det overhånd.

Først ryger André bare nogle gange om ugen. Bare lige når han keder sig. Så bliver det til hver dag. Nonstop. Han husker en rejse til Tyrkiet, hvor han sidder på et flysæde mast ind mellem to fede tyskere. Han kan ikke røre sig og bliver nærmest klaustrofobisk. Irritationen stiger og stiger. Det samme gør lysten til hash. André er nærmest ved at gå i spåner over ikke at kunne få dagens dosis.

”Jeg lærte tidligt at få det til at se ud som om, alt var godt på overfladen. Der kunne hashen gøre mig glad og positiv. Give mig en god udstråling. Det var en tryghed, der sørgede for, at jeg ikke kunne mærke mig selv. En god ven der aldrig stillede spørgsmål. Men uden den, blev jeg nemt aggressiv,” fortæller han.

En investering i livet

Afhængigheden fortsætter. Men i hverdagene ryger André kun, når han har fri fra arbejde. Han er i lærermester hos en slagter og vil gerne gøre sit bedste. Men mester er en hård type. Lige meget hvor umage André gør sig. Lige meget hvor stærkt han løber. Så får han altid hug. Når André kommer hjem fra arbejde, bruger han hashen til at lægge låg på vreden.

Da André er færdig med sin uddannelse, blomstrer lysten til kokkefaget igen, og han fortsætter sit læreforløb i en ny virksomhed med en forstående læremester. Efter endt uddannelse kommer André ud i et nyt job med nye mennesker. Desværre er der en af de andre chefer, som minder om slagtermesteren, André priser sig lykkelig over endelig at være sluppet fra.

”Jeg lægger et stort pres på mig selv og vil altid gøre mit bedste. Så da jeg igen stødte på en karakter, der gav mig følelsen af ikke at være god nok, var der noget, der krakkelerede i mig. Jeg blev sygemeldt i en måned og røg hash og drak øl fra morgen til aften. Det gik helt galt,” fortæller André.

Han bliver enig med sin chef om, at en opsigelse er bedst. Samme dag går han ned på det lokale rusmiddelcenter og banker i bordet. Han vil ikke have ambulant behandling med lange forløb og samtale en gang om ugen. Nej. Hvis det skal gøres, skal det gøres ordentligt. André vil i døgnbehandling. En vigtig investering i en 26-årig mand, der har et helt liv foran sig.

”Som slagter er jeg jo også uddannet sælger, så de egenskaber brugte jeg til at overbevise misbrugskonsulenten,” griner Andrè.

Selvom han smører tykt på, så mener han det alvorligt. André har allerede haft døden tæt inde på livet. Som 10-årig var han dødeligt syg af kræft. Det var to år, hvor det hele var usikkert. Samtidig døde hans farmor også. En kvinde, der betød meget for ham.

”Det satte spor i mig, og jeg vidste, at jeg fik skænket livet dengang. Det er for kostbart til at gamble med,” siger Andrè.

Pilen peger indad

Andrés stædighed fører ham til Sydgården i 2018. Hos søde og rare mennesker. Men terapeuterne er lidt som en flok hippier, tænker han til at starte med. De har en helt anden måde at anse misbrug på, end hvad han kender til. Det er ikke noget for ham. Efter kort tid er André allerede ved at pakke sine ting igen. Men så møder han sin terapeut. En omsorgsfuld kvinde, som samtidig også har ben i næsen. Hun lytter og forstår. Stiller de rigtige spørgsmål. Men skælder også ud, når det er nødvendigt. Lige den kombination, som Andrè har brug for.

”Inden jeg kom på Sydgården, havde jeg selv en forestilling om, hvad en misbruger var. Men jeg fandt ud af, at alle mulige typer af mennesker kan komme ud på den glidebane. Samtidig tiltalte det mig den måde, Sydgården arbejdede med frihed under ansvar. Jeg havde selv taget et valg om at blive misbruger, og så måtte jeg også selv tage de fremadrettede valg. De valg, du tager på Sydgården, skal jo kunne holde bagefter,” siger han.

Den første lange periode på Sydgården kæmper André mod folk omkring ham. Han skaber hele tiden alliancer. Er der nogen, der irriterer ham, så finder han andre til at rotte sig sammen mod vedkommende. Da han kommer hjem til sin mor på juleferie, bliver de to rygende uvenner, og André eksploderer. Han er nødt til at tage tilbage til Sydgården før tid. Her får han antidepressiv medicin til at tæmme sine følelser, og det bliver endelig muligt for ham at nå ind til og arbejde med sig selv.

”Jeg lærte at være sammen med mig selv på godt at ondt og fik redskaber som blandt andet mindfulness til at lære at mærke mig selv, håndtere min vrede og arbejde med de traumer, jeg har fra barndommen. Jeg opdagede, at det måske ikke var alle andre, men i virkeligheden var mig selv, der var en idiot,” siger André og tilføjer:

”Jeg havde gået i en osteklokke smurt ind i hash fedt og tjærer. Der var ingen, der kunne se igennem glasset. Jeg kunne heller ikke se ud.”

Er det dét liv, du vil leve?

I dag er André 28 år og er ved at uddanne sig til serviceøkonom med høje karakterer. Han har fundet ud af, at kokkefaget trykkede for meget på de forkerte knapper i ham. Og nu hvor han ikke længere har misbruget til at skjule det, har han været nødt til at lytte. En ting, han har lært på Sydgården.

”Da jeg kom til Sydgården troede jeg bare, at jeg skulle holde mig fra hashen nogle måneder, og så var alt fint. Men den terapeutiske del kendte jeg ikke. Når du afruser dig selv, så vælter skeletterne ud af skabet, og du begynder at kæmpe med dig selv. Der er det vigtigt ikke at tabubelægge dæmonerne, men at sige dem højt, stå til ansvar for dem og gøre noget ved dem,” forklarer André.

Han er generelt positiv og glad. Nu er det ikke længere en facade, men et udtryk for, at han virkelig har det godt. På eksponeringskursus på Sydgården – et kursus hvor man bliver konfronteret med sin afhængighed – kan han rulle en joint, uden at det rykker noget i ham. Han er ikke længere på antidepressiv medicin, og han har sagt helt farvel til sin gamle ven.

”Jeg tror, det handler om, at da jeg gik ned på rusmiddelcenteret, havde jeg besluttet, at jeg skulle stoppe med at ryge hash. Som misbruger ved du godt, at der er noget galt. Men det er svært at erkende det. Der ligger jo en tryghed i misbruget, og det er nemmere at holde fast i det end at kaste sig ud i noget nyt, som man ikke ved, hvad er. Jeg havde bare brug for en kærlig hånd til at blive hjulpet igennem det,” siger Andrè og tilføjer:

”Du skal ikke stoppe misbruget for andres skyld, men for din egen. Du skal spørge dig selv: Er det virkelig det liv, jeg vil leve? Jeg var kun statist i mit eget liv. Nu har jeg hovedrollen.”