fbpx
15. november 2021

”Jeg giver aldrig slip på min datter igen”

For Mette handlede kampen ud af misbruget langt mere end alkohol og hash. Det var en kamp for, at hun kunne få sin datter tilbage.

Frygt. Det er den følelse, der gennemsyrer Mettes krop, når hun tænker tilbage på sit forhold til sin eks Hans. Dengang levede de to på overfladen det klassiske familieliv med deres datter Ida. Men Hans var kontrollerende. Og både fysisk og psykisk voldelig. Hver dag handlede det for Mette om at adlyde.

En dag fandt hun et forsøg på en udvej. Måske ikke den udvej de fleste ville tage. Men blændet af desperation var det den eneste løsning, Mette så. Hun og Hans havde i forvejen et misbrug af alkohol og stoffer. Nu begyndte hun at drikke endnu større mængder alkohol. Når hun tænker tilbage, var det nok en strategi, hun havde lært fra sin mor, som også var alkoholiker. Det var et mønster, hun kendte godt.

”Jeg tænkte, at der da ikke er nogen, der gider at leve med en partner, der går og drikker og er påvirket hele tiden. Så jeg håbede, han ville forlade mig. Det gjorde han desværre ikke, og det endte med, at jeg blev afhængig og ikke kunne slippe misbruget igen, fortæller Mette.

Det smertefulde valg

Mette kom i afrusning, men der gik ikke længe, før Hans hentede hende hjem. Han kunne ikke holde ud at være alene. Årene gik, og misbruget fortsatte. Det var en flugt fra den barske virkelighed bag hjemmets vægge. Til sidst blev forholdet så turbulent, at Mette talte med Børn & Unge indsatsen i kommunen, som allerede var involveret i sagen. De hjalp hende med at gå ind og opfordre til, at Hans og Mette skulle gå fra hinanden af hensyn til Ida, så Mette ikke selv skulle tage skraldet.

En beslutning, der betød, at Ida nu slap for dagene på værelset, hvor hun kunne høre råb og skrig i stuen. Ligesom hun slap for at gå med sin mor ned i opgangens kælder og se hende tømme den ene flaske Underberg efter den anden. Hun skulle heller ikke længere finde flasker i sækken med bamser og med svedige håndflader forklare sig ud af situation over for sine veninder.

Mette gik med til at skrive under på papirerne om at frasige sig forældremyndigheden. For det er ikke sundt for et barn at være sammen med en misbruger var Hans’ forklaring. Han undlod at erkende, at han også selv havde et misbrug.

”Jeg ville gerne have Ida hos mig, men jeg var bange for hendes far. Jeg følte ikke, at jeg havde noget valg,” siger Mette.

En tåget hverdag

Efter et stykke tid begyndte Mette at se en ny mand. En af Hans’ kammerater. Man kunne håbe på en frisk start, desværre endte Mette ud i et nyt turbulent forhold. Bent var tidligere alkoholiker.

Samtidig fortsatte kontakten til Hans. Han var stærkt depressiv og kimede hende konstant ned i telefonen. Nogle gange havde han det så skidt, at han truede med at springe ud foran et tog. Da Mette var blevet opereret i foden, var hun hos Hans for at få hjælp. Det endte med, at de kom så voldsomt op at skændtes, at han bankede hende sønder og samme og jagtede hende rundt ude foran boligblokken. Hun løb for livet.

På trods af alt fortsatte Bent og Mettes forhold. Efter noget tid giftede de sig. Det endte dog med, at de begge begyndte at drikke og ryge igen. Mere og mere. Og selvom Bent aldrig lagde en hånd på Mette, så var forholdet psykisk voldeligt og manipulerende. Mette blev til en pengemaskine, der med sin egen sølle kontanthjælp sørgede for Bents økonomi, sikrede mad på bordet og var hans sted at sove. Hun følte sig så magtesløs. Når hun var påvirket af rusmidler, blev hun udadreagerende og voldelig. Hun blev til det, hun selv kom fra.

”Når jeg tænker tilbage, er det hele sløret. Jeg var i en konstant rus, og så lægger man ikke mærke til, hvad der sker omkring én,” forklarer Mette.

Blind af kærlighed og stoffer

Mette fik sjældent lov at se Ida, og det fik hende til at skrue op for misbruget. En ond og ødelæggende cirkel, som bare eskalerede mere og mere. En cirkel, der gik hårdest ud over mor-datter-forholdet.

Nogle gange ringede Mette til Ida og var helt ude af den. Beskeder, som var for barske til et barn på 12 år, røg også afsted. Dengang Hans havde banket hende, lade hun et billede op på Facebook med ordene ’Sådan ser man ud, når man har fået tæsk.’ Helt uden at tænke på, hvordan det ville påvirke Ida.

”Jeg kvajede mig. Jeg var ikke en god mor. Det ved jeg godt i dag,” siger Mette og tilføjer:

”Men jeg tror, jeg følte, at jeg havde krænget mit hjerte ud til to mænd, der bare tog røven på mig. Det var hårdt og uoverskueligt at være i. Jeg var blind af både stoffer og følelser.”

Livlinen, der ændrede alting

Da Bent til sidst forlod Mette for en anden, gik det først galt. Nu sad hun pludselig helt alene i en lejlighed. Uden sin mand. Uden sin datter. Uden venner. Hun isolerede sig mere og mere. Turde knap nok at gå ned og handle. Hun var 41 år og havde aldrig været alene før.

Hun søgte selskab i Bents far, der også var alkoholiker. Hun besøgte ham jævnligt, og det gav en form for tryghed. Men en dag skete der noget, som satte sig dybe spor. Måske de dybeste spor noget overhovedet har sat sig i Mettes historie. Bents far overnattede hos hende, og han udsatte hende for seksuelle krænkelser.

”Jeg har forsøgt at fortrænge det, men det har forfulgt mig lige siden. Jeg følte mig så ydmyget, og jeg tror aldrig, jeg kommer til at glemme det igen,” fremstammer Mette.

Episoden gjorde kun angsten og misbruget værre. Heldigvis havde Mette en livline. Hun havde løbede telefonsamtaler med en misbrugskonsulent fra kommunen. Konsulenten hjalp, da aconto-regningerne missede, og Mette fik madkuponer som hjælp. Indtil ordet afvænning igen kom på tale. Denne gang ikke hos kommunen, men gennem en døgnbehandlingsplads på Sydgården i Haderslev – langt fra de gamle mønstre på Sjælland.

”Jeg tænkte, Gud ske tak og lov. Jeg var så bange for at være alene, at jeg troede, mit hjerte ville stoppe med at slå, når jeg lagde mig ned.”

En ny start

Da Mette ankom til Sydgården, gemte hun sig under sin hættetrøje og kiggede forvirret omkring. Hun skulle bare dreje en halv gang rundt om sig selv, så kunne hun ikke huske, hvor hun kom fra. Folk kaldte hende ved fornavn, og hun tænkte med sig selv: ’Hvor kender de mig fra?’ Det var helt nyt for hende at se andre mennesker.

Første dag kom hun i afrusning. Hun fik lov til at hvile sig på sit værelse, til hun ikke længere havde en promille. Allerede dagen efter, var hun klar til at deltage i behandlingen.

”Jeg tænkte med det samme, hvad er det dog, jeg har rodet mig ud i. Men det endte med at blive det bedste, jeg har rodet mig ud i nogensinde,” fortæller Mette.

Et fødselsdagsønske gik i opfyldelse

Mette faldt hurtigt til på Sydgården. Her følte hun sig tryg. Hun følte sig forstået. Men da hendes 42-års fødselsdag nærmede sig, mærkede hun pludselig, at der var noget, der manglede. Ida.

Hvor ville det være dejligt at fejre sin fødselsdag med sin datter. Hun havde for noget tid siden sendt hende en venneanmodning på Facebook. Men uden svar. Mette brugte flere uger på at formulere en tekst til en fødselsdagsinvitation til Ida. Men hun turde ikke at sende den.

Om aftenen på Mettes fødselsdag kunne hun ikke sove. Det var der ikke noget usædvanligt ved. Som så mange andre aftener, sad hun og snakkede med en nattevagt. Pludselig tikkede en besked ind på hendes telefon. Hun troede knap nok sine egne øjne. Det var fra Ida, der ville ønske sin mor tillykke med fødselsdagen.

”Jeg får stadig tårer over det. Det var mit eneste ønske på min fødselsdag. Efter at have skrevet lidt sammen, spurgte hun, om hun måtte komme på besøg. Der stortudede mor her,” fortæller Mette.

Ny tilværelse med sug i maven

Det er nu snart to måneder siden, at Mette og Ida fik kontakt til hinanden igen. Mette har fået en midlertidig lejlighed med Sydgårdens hjælp og leder nu efter en fast bolig tæt på Ida.

”Vi skriver sammen hver dag. Jeg skriver godmorgen og godnat, og nogle gange facetimer vi også. Det betyder alt at have et godt forhold til sit barn. Det ved enhver mor.”

Sydgården gav Mette en bedre forståelse af sig selv, og hvad der ligger bag misbruget. Hun og Ida havde også samtaler sammen med en terapeut, hvor de fik ryddet op i de gamle, tunge minder. Ida fik mulighed for at komme ud med sine følelser og sin vrede, så mor og datter sammen kunne lægge låg på. Kigge hinanden i øjnene. Tude. Og se fremad.

”Sydgården har fået rusket godt og grundigt op i mig og i de ting, der har givet mig store ar på sjælen. Jeg har arbejdet mere med mig selv i de fire måneder, end jeg nogensinde før har gjort i mit liv. Nu ved jeg, at jeg kan mere, end jeg selv tror. Og når jeg tror på mig selv, så kan andre også stole på mig.”

Selvom Mette har fået troen på sig selv tilbage, er det med et sug i maven, hun starter sin nye tilværelse. For hvad skal hun nu? Hvad har hun lyst til? Hvad gør hende glad? Og hvem er hun overhovedet?

”Mit eneste mål er, at jeg ikke skal tilbage, hvor jeg kom fra. Jeg giver aldrig slip på min datter igen!”

Mette har valgt at være anonym, da hun fortsat er på sin rejse væk fra misbruget.