fbpx
01. juni 2018
Af: Susanne Bæk Mikkelsen

Jeg bliver tit kaldt mor

Vi er praktikere på Sydgården og er ikke bange for at bruge os selv og vores egne erfaringer, når vi støtter og vejleder vores beboere. Det handler nemlig om at så et frø, som de selv må vande videre derhjemme.

Af Sanne Bæk Mikkelsen, socialrådgiver og psykoterapeut på Sydgården

Jeg blev født for 17 år siden. For anden gang i mit liv. Faktisk er jeg 54 år, men i 2001 trådte jeg ud af døgnbehandling for alkoholmisbrug på Sydgården og har siden levet mit liv som ædru.

Jeg er i løbet af de 17 år, der er gået, blevet uddannet socialrådgiver og psykoterapeut. Jeg har dog ikke givet slip i Sydgården. I dag er Sydgården blevet min arbejdsplads, og det er min tur til at hjælpe, understøtte, samtale med og vejlede de mennesker, der kommer til Sydgården med et ønske om at give slip i deres afhængighed af alkohol, hash, stoffer eller medicin.

Vi er faktisk ikke særligt optaget af selve misbruget på Sydgården. Det fylder selvfølgelig noget i begyndelsen, når beboerne skal afruses, men vi er meget mere interesserede i at finde frem til årsagen til afhængigheden. For det er den, der er kernen.

Derfor går vi ret hurtigt i gang med terapien. Og for mig er det allervigtigste i den proces det allerførste møde. For det er her, der skal skabes tryghed og tillid. Mange af dem kommer jo med en grusom fortid og har meget lidt tillid til andre mennesker.

Min fortid er et plus

Det er naturligvis først og fremmest min faglighed, som kommer i spil, når jeg har individuel og gruppeterapi med gårdens beboere. Men selvfølgelig bruger jeg også mig selv. Det ville jo ikke give megen mening at lade være. Jeg har jo levet et liv meget lig deres og kan derfor relatere til dem på en anden måde og stille spørgsmål, som er hentet fra mine egne erfaringer.

Det giver lidt ekstra plusser, at jeg har den fortid, som jeg har. Mange af beboerne føler, at jeg forstår dem lidt bedre. Jeg fik faktisk også at vide, da jeg blev ansat, at det var et plus, at jeg havde en fortid som alkoholafhængig. Det er så vist også den eneste gang i mit, jeg har oplevet, at det var et plus.

Men jeg vil sige, at, uanset om vi har en fortid med misbrug eller ej, er vi rigtig gode til at være praktikere og bruge os selv i dialogen med vores beboere her på Sydgården. Jeg bruger mine egne oplevelser og erfaringer, fx hvordan det er at skulle leve med skyldfølelse over at have svigtet ens børn, og hvad der skal til, før tilliden så småt kan genoprettes.

Erstatningsforældre

Vi bruger også rigtigt meget humor i vores tilgang med vores beboere, for det gør det hele lidt nemmere, så det ikke bliver alt for højtideligt.

Vi griner med vores beboere, vi græder med dem, og vi bliver rasende sammen med dem. Mange af dem kommer med nogle grumme, grumme barndomshistorier og har været udsat for massivt svigt.

Jeg har max fem beboere af gangen at tage hånd om, og jeg kommer tæt på dem. På Sydgården behandler vi vores beboere med respekt, ligeværd og omsorg og giver dem begrænset forældrekompensation i og med, at vi støtter og vejleder dem i at leve deres liv. Støtte og vejledning, de fleste aldrig har fået med fra opvæksten. Det er også med til at gøre dem i stand til at håndtere konflikter. Når de har konflikter, plejer vi at sige, at det faktisk er en gave, som de kan lære af.

Vi bliver ofte som erstatningsforældre for dem, og jeg har da også opnået flere gange at blive kaldt mor – også af dem, der er ældre end mig. Det griner vi så lidt af.

Vi er naturligvis meget opmærksomme på, at der kan opstå en afhængighed. De skal helst nå at blive sunde voksne, inden døgnopholdet slutter.

Vi ødelægger rusen

Vi plejer på Sydgården at sige, at vi sår frø, men det er dem, der skal hjem og vande frøene, så de kan gro og udvikle sig.

Vi kan desværre ikke afværge tilbagefald, men vi plejer at sige, at vi kan ødelægge deres rus. For når du først har fået kigget på årsagen til din afhængighed, er rusen ikke længere så sjov. Men i tilbagefald ligger der også erfaringer, som man kan lære af.