fbpx
07. februar 2019
Af: Mette Bernt

Hvis man har evnen, har man også pligten

Erik Berg har været med i Sydgårdens bestyrelse siden 16. marts 1993. En opgave, der passer helt grundlæggende ind i hans holdning om, at alle mennesker er lige meget værd.

Erik Berg kan lide Sydgården. Fordi det ikke bare er en institution med institutionsmøbler. Fordi man får serveret mad, der gør godt, og fordi fagligheden hos personalet altid er i spil.

Han oplever, at på Sydgården er du ikke bare et personnummer. Her bliver du anerkendt, og set for den du er. Her skal du være, fordi du er dig. Og for nogen er det første gang, de mærker, at her må de faktisk være.

– Det gør det værd at være med. Den ånd, der hersker på Sydgården. Der er en ligeværdighed, som gælder alle. En holdning til, at den enkelte er mere end sit problem. Og man er altid mere end sit problem, siger Erik Berg, der til daglig er advokat i sit firma Berg Advokater.

Det gælder også, selv om man har været helt nede og skrabe bunden.

– Alle mennesker er lige meget værd. Det mener jeg helt grundlæggende også i mit arbejde som advokat. Der er bare mennesker, der har en anden historie, end jeg har, og jeg er privilegeret ikke at have den historie, siger han.

Men hvorfor har Erik valgt at bruge sin tid på bestyrelsesarbejde? Erik er ikke i tvivl om svaret: Han er et produkt af sin barndom, og hele familien er ud af en kristen tradition, og budskabet var: Har du evnen, har du også pligten. Det var derfor naturligt, at tiden som FDF’er førte til, at Erik blev spejderlederen, der tog med på tur som 14-årig – og pissefrøs, som han selv udtrykker det. Derudover har han i mange år siddet i KFUM’s hovedbestyrelse og været aktiv i KFUM’s sociale arbejde.

Hvad der også er betydningsfuldt for Erik, er at være del af et sted, hvor der er så stor fokus på fagligheden.

– Det slår mig altid. Når vi sidder der i en rundkreds. Jeg kan mærke, at det er ret kompetente mennesker, jeg er sammen med, og alle har en enorm respekt for de andre. Man har øje for hinanden, og der bliver lyttet. Det er den her særlige ’Sydgårdenstemning’.

Som bestyrelsesmedlem har Erik helt naturligt også en interesse og stolthed over at se Sydgården vokse og gro.

– Fagligheden er i højsædet, og der bliver lagt stor vægt på at efteruddanne personalet. Det betyder, at Sydgården kan hjælpe mennesker, der også har fx personlighedsforstyrrelser, siger han.

Resultater og medmenneskelighed
Med de mange år som bestyrelsesmedlem i Sydgården, bemærker Erik, at der er sket forandringer. Ikke blot på Sydgården men også i samfundet og den måde, vi håndterer misbrugsproblemer på.

– En gang var det nok sådan, at når frisør Petersen gik hen på kroen og fik lidt for meget at drikke, så ringede hans kone på døren til naboerne, og mændene gik hen og hentede ham, siger han og fortsætter: Så får jeg også øje på, at samfundet vil se resultater. Engang havde vi flere varme hænder og sociale cafeer. I dag handler det mere om at gøre misbrugere arbejdsmarkedsparate.

Det er tydeligt, at til trods for, at der er et vist krav om, at en bestyrelse er resultatorienteret og også forholder sig til økonomien, så retter Erik sit fokus mod medmenneskeligheden og det, man kan udrette i fællesskab. Et fællesskab, der bliver til noget mere, end hvis man stod alene.

– Dybest set får jeg mere ud af bestyrelsesarbejdet, end jeg putter ind i det. Det giver mening og indhold i mit liv. Det er med til at give mig en glæde. At jeg ved at være med til at træffe beslutninger, gør en forskel for andre mennesker, slutter han.