fbpx
07. juni 2018
Af: Niels Andersen, chauffør på Sydgården

Hvis du vil det, kan du også kvitte dit misbrug

For 16 år siden hjalp Sydgården mig ud af mit misbrug af stoffer. I dag hjælper jeg med at hente og bringe beboere til og fra døgnbehandling. Et frivilligt arbejde, som virker som terapi for mig.

For 16 år siden ankom jeg i en rus af stoffer til behandlingscentret Sydgården i Haderslev. Bag mig lå 15 års massivt misbrug af hash, amfetamin, kokain, heroin, euforiserende svampe, ja, hvad end jeg kunne få fingrene i – og i de sidste år helst i en stor blanding af det hele.

I dag henter jeg kommende beboere på deres bopæl for at køre dem i døgnbehandling på Sydgården.

Clean efter første behandling

Mit ophold på Sydgården i 2002 var min eneste behandling for mit stofmisbrug. Og jeg har ikke haft et eneste tilbagefald siden. Det er jeg Sydgården evigt taknemmelig for, og jeg har lige siden arbejdet som frivillig for gården.

Min primære opgave er at fungere chauffør for beboerne – det kan være for at hente dem til døgnbehandling eller for at køre dem hjem igen efter endt behandling eller for at køre dem til behandling hos læge eller sygehus.

Når jeg ikke ligger på landevejene, går jeg til hånde med forskellige småopgaver.

Bærer rundt på smerte

En stor årsag til, at jeg stadig er clean efter 16 år, skyldes Sydgården. Både den døgnbehandling, hvor der dels tages hånd om selve misbruget og dels arbejdes med selve årsagen til misbruget.

Jeg voksede op som institutionsbarn og har boet hos både plejefamilier og på institution, så min opvækst har på mange måder ikke været nem. Som 16-årig fandt jeg ud af, at stoffer fungerede som en flugt fra den smerte, jeg bar rundt på.

Jeg har stadig smerten i mig, men Sydgården har lært mig at leve med den og acceptere den. Når jeg engang imellem oplever en nedtur eller har mange tanker om stoffer, så ved jeg, at det er fordi, der er noget inde i mig selv, som jeg skal kigge på og arbejde med.

Hjælp til selvhjælp

Mit frivillige arbejde her på Sydgården er et ønske om at hjælpe andre mennesker i samme situation som mig selv, men det er i lige så høj grad også et hjælp til selvhjælp. Når jeg dagligt ser, hvad stoffer og alkohol gør ved mennesker, bliver jeg mindet om, hvad jeg ikke skal igen. Hukommelsen kan nemlig godt spille dig et puds og pludselig skabe rosenrøde minder om det at være høj.

Når jeg kører med beboerne, får de at vide, at jeg er tidligere beboer. Nogle vil gerne vide, hvordan jeg blev clean. Andre vil vide, hvordan dagligdagen fungerer på gården. Og enkelte ønsker slet ikke at snakke.

Det virker!

Jeg er beviset på, at Sydgårdens behandling virker. Men det handler om, at du skal være klar til det og ønske at være clean eller ædru. Hvis du arbejder imod, er det omsonst. Du skal være interesseret i at lære dig selv at kende og være villig til at kigge på de ting, der ikke er hensigtsmæssig for dig.