fbpx
26. januar 2021

”Før fandt jeg undskyldninger, nu ser jeg fremad!”

Inge så ikke misbruget, før det havde overtaget hendes liv. Hendes børn stillede hende et ultimatum, men det var først, da Sydgården tog hende tilbage i tiden, at hun forstod.

Af: Kristine Buske

Alt for mange sygedage, et humør der bare dalede mere og mere, og en teenagedatter, der klædte sig outreret og var meget sort i blikket. Det var hvad, der fik Inge til at søge hjælp hos sin læge i 2005. Hun vidste egentligt ikke, at det handlede om et alkoholmisbrug. At øllene langsomt havde sneget sig mere og mere ind i hendes hverdag.

Hun var blevet kærester med en mand, der havde et alkoholmisbrug, uden hun vidste det. Og pludselig tog hun sig selv i at drikke 4-5 øl om dagen for at hænge sammen.

”Jeg havde været igennem en barsk skilsmisse fra mine børns far. Han var også hård ved især min yngste datter og kritiserede hende hele tiden. Jeg følte mig meget alene, og det fik mig til ubevidst at flygte ind i alkoholen,” fortæller Inge.

Afrusning trak Inge længere ned

Lægen fik Inge henvist til den kommunale misbrugsbehandling. Et tremåneders forløb, der vænnede hende af med alkoholen. Hun ville ikke skjule noget og fortalte derfor åbent om hendes misbrug til et fællesmøde foran 100 mennesker i den kommunale dagpleje, hvor hun arbejdede.

”Jeg troede ikke, jeg kunne komme til at drikke igen, men jeg blev klogere. Forbuddet fra alkohol fungerede ikke for mig, når problemerne bag stadig var der. Jeg fik derfor løbende tilbagefald,” siger Inge.

Hun følte sig uden for samfundet, når hun ikke kunne drikke. Følte sig begrænset til fester, koncerter og middage – aktiviteter, som hun forbandt med alkohol. I perioder var hun depressiv og brugte alkoholen til at komme over det. En form for medicin eller sutteklud til at få det bedre for en stund.

I 2014 henviste kommunen Inge til Sydgården. Hun havde nu haft fire tilbagefald på et år. Og altså fire afrusninger i samme periode. For hver gang blev det kun værre og værre. Det sled på hende.

”Hver gang var jeg opsat på, at det skulle lykkes. Så det var et nederlag, når det ikke gjorde.”

Da Inges børn hørte, at hun havde fået et tilbagefald og var henvist til Sydgården, satte de hende et ultimatum.

”Hvis ikke du lægger alkoholen på hylden én gang for alle, mor, så vil vi ikke se dig mere, og du får ikke lov at se dine børnebørn.”

Ikke flere smutveje

Med de ord trådte Inge ind på Sydgården. Hendes hjem de næste tre måneder, hvor hun skulle lære at finde andre måder at tackle alt det, der rumsterede og forstyrrede indeni.

Hun havde været til AA-møder, hvor hun lærte, at misbrug, var en sygdom. Men sådan så hun det ikke selv. Hun vidste godt, at hun brugte misbruget til at tackle de andre problemer i hendes liv. En strategi, hun havde lært fra både sin far og mor, der begge skjulte drikkeriet bag hjemmets vægge.

På Sydgården behøvede hun ikke engang at forklare sig. De vidste godt, at der er langt mere på spil end alkohol, når man er misbruger.

”Sydgården føltes som et kollektiv, og det var dejligt, at jeg kunne have et socialt liv med de andre, mens jeg var i behandling,” siger Inge.

Fra sine tidligere behandlingsforløb kendte hun til alt om afrusning, men Sydgården havde en anden tilgang til behandlingen. Under de individuelle terapiforløb forsøgte behandleren hele tiden at få Inge tilbage i tiden. Hver gang forsøgte Inge at snakke uden om. Finde en smutvej.

”Hun rørte ved alle de ting, jeg havde fortrængt. Hvordan min far ikke havde været tilstede for mig, og hvordan min mors hjerneblødning betød, at hun ikke kunne fungere, som en mor burde. Under terapien gik det op for mig, hvad det havde gjort ved mig. Jeg har en storebror, der har udviklet skizofreni og en søster, der er maniodepressiv. Jeg havde altid set mig selv som den stærke, der var sluppet udenom. Hende der kunne klare sig selv og ikke måtte vise sårbarhed. Jeg var bange for at miste kontrollen. Men virkeligheden var, at jeg også havde brug for hjælp.”

Slap ud af handlemønstre fra opvæksten

Efter forløbet på Sydgården gjorde Inge alt, hvad hun kunne for at fortsætte den gode udvikling. Hun var nu blevet arbejdsløs, og det gjorde det svært at komme hjem uden en hverdag at stå op til. Derfor startede hun i en gruppe på sit lokale misbrugscenter og deltog i alle Sydgårdens weekendkurser.

”Jeg havde brug for nogen, der kunne holde hånd i hanke med mig. Min genbo fik nøglen til mit hus, og så havde vi en aftale om, at hvis hun ikke så mig en dag, og jeg ikke åbnede døren, skulle hun låse sig ind og stoppe mig, hvis jeg var i gang med et tilbagefald. Den samme aftale havde jeg med mine veninder, mens jeg jævnligt havde telefonsamtaler med mine børn, som bor langt væk,” fortæller hun.

I dag er Inge 65 år og gået på efterløn. Selvom det er næsten syv år siden, hun blev udskrevet fra Sydgården, har hun ikke haft et tilbagefald efter behandlingsforløbet. Et par år, hvor både et længere og svært kræftforløb og coronakrisen har prikket til lysten til at falde i igen, men Inge har valgt en bedre løsning. Yoga, gymnastik, sociale relationer og fællesspisning i en god lokal hal er godt for både sygdom og svære tanker. De tanker, der før ledte til tilbagefald. At hun samtidig er mentor for andre tidligere misbrugere, der har brug for støtte, bidrager derudover til en god hverdag.

”Sydgården var et vendepunkt i mit liv. De gav mig de redskaber, jeg havde brug for til at slippe ud af mine handlemønstre og finde nogle nye. Det betyder, at jeg i dag kan bruge tid med mine børnebørn og også må være alene med dem. Jeg har endda haft det ældste barnebarn med til Færøerne. Det betyder alt for mig,” siger Inge smilende og tilføjer:

”Hver gang, der opstår udfordringer i mit liv som for eksempel mit kræftforløb og en senere mistanke om lungekræft, tænker jeg: Nu har du været så meget igennem, så du kan ikke give op nu! Sydgården har lært mig at fokusere på alt det positive. Du kan ikke ændre virkelighed og fakta, men du er herre over, hvordan du reagerer. Før var tankegangen at finde undskyldninger, nu er det at finde de gode ting og se fremad.”