fbpx
14. april 2021
Af: Kristine Buske

”Før dulmede jeg mine følelser med stoffer, nu handler jeg på dem”

Fra hun var 17 til 28 år bestod Sarahs liv af gentagne indlæggelser i psykiatrien, dage uden søvn, skræmmende psykoser og en plet på straffeattesten. Sarah er en af de skæbner, som viser, at misbrug kan gemme sig bag mange forskellige ansigter. En skæbne, der havde brug for den rette hjælp til at finde en helt almindelig og tryg hverdag igen.

Sarah er igen blevet indlagt på psykiatrisk hospital. Hun er stoppet med at tælle, hvor mange gange hun har været indskrevet i psykiatrien. Men denne gang får hun sagt noget, hun ikke har fortalt nogen før. Måske fordi hun hidtil ikke har indrømmet det over for sig selv. Måske fordi hun skammer sig.

Sarah er ikke hendes rigtige navn, men hun har valgt at være anonym, fordi hun ikke er langt nok i sin udvikling til at stå frem.

”Jeg har et misbrug,” får hun fremstammet til en psykiater.

Det er svære ord at få ud af sin mund. Ukvindelige ord. De passer ikke med det billede, hun ønsker, andre har af hende. Billedet af den søde, rare, pæne, ordentlige, uskyldige pige, der uanset sine psykiske diagnoser stadig har styr på sit liv.


Overlevelse i et kaotisk liv

Sarah har aldrig haft intentioner om at blive misbruger. Men midt i alt kaosset, hvor psykiatrien tildeler hende den ene forkerte diagnose efter den anden, har hun brug for noget at støtte sig til. Borderline. Skizotypi. Depedent personlighedsforstyrrelse. Depression. Der er næsten ikke den diagnose, Sarah ikke har fået på sig. Diagnoserne bliver kombineret med fejlmedicinering, der gør det hele værre, og hun har brug for noget at holde fast i. Noget hun selv har kontrol over.

Det finder hun i concertapiller, som hendes læge uden tøven udskriver for hendes ADHD. Et misbrug, der udvikler sig til en farlig cocktail af medicin, kokain, amfetamin og alkohol. Cocktailen fører til, at Sarah kun sover hver tredje dag. Hun får psykoser, hvor hun er overbevist om at være forfulgt af mennesker med paintball pistoler. Hun mister sin bolig og overnatter på et hotel, hvor hun beskylder folk for at bryde ind på hendes værelse, men overvågningskameraet viser noget andet og får hotelpersonalet til at ringe til politiet. Hun tager kviklån, bedrager og smugler stoffer ind i psykiatrien, som fører til en behandlingsdom.

”Jeg flygtede fra det, der var svært. Det var ren overlevelse,” fortæller Sarah.

Selvom det er grænseoverskridende at indrømme sit misbrug til psykiateren på psykiatrisk hospital, så er det den erkendelse, der fører Sarah til Sydgården et halvt år senere. For erkendelsen får hendes læge til at fratage hende concerta medicinen. Det fører til en stor nedtur, hvor Sarah drikker tre liter hvidvin om dagen som en nødløsning, indtil hun endelig tager kontakt til sin mor, som misbruget har revet hende væk fra. Moren ringer til kommunen. For nu skal Sarah i døgnbehandling.


Når fordom bliver virkelighed

Dobbeltdiagnoser er ikke et fremmet begreb på døgnbehandlingscenteret Sydgården. Her har mange af beboerne kendte såvel som ukendte diagnoser sammen med deres misbrug af medicin, stoffer eller alkohol.

Uanset historie, så er skam noget, der går igen hos beboerne. Det fortæller centerleder, Susanne Dahl, der er uddannet socialrådgiver og psykoterapeut.

”I samfundet kalder man ofte misbrugere for udsatte. På den måde stempler man dem som en gruppe, der ikke har styr på deres liv og ikke kan passe et arbejde. Men mange misbrugere har faktisk et helt almindeligt liv, hvor der pludselig sker noget, så de kommer ud ad en glidebane.

Når man bliver mødt af de fordomme, så føler man sig forkert, og så risikerer man at blive sin fordom,” forklarer hun.

”Det kan jeg ikke!”

Da Sarah træder ind ad døren til Sydgården, er det en 28-årig kvinde, der ryster indvendigt. Usikker. Nervøs. Hun er vant inden for psykiatriens mure, men det her er noget helt andet. Da hun bliver præsenteret for Sydgårdens dagsprogram, som indebærer gruppeterapi, bliver hun ramt af panik. ”Det kan jeg ikke!” tænker hun. Tankerne forbliver i hovedet, mens kroppen nærmest fryser og arbejder i mod.

På psykiatrisk hospital gik hun lange ture hver dag. Det var hun nødt til. Det var et ritual. Men det kan hun ikke, når Sydgården har andre planer for, hvad hendes dag skal gå med. Sarah har en mild grad af aspergers syndrom – en form for autisme – og det betyder, at hun bruger meget energi, når hun er sammen med andre mennesker. Alligevel opdager hun hurtigt en rummelighed på Sydgården, der får frygten til at svinde.

”Terapeuterne sagde, at jeg skulle være med i gruppeterapien hver dag, men når jeg blev træt i hovedet, kunne jeg gå. Jeg opdagede pludselig, at jeg kunne mere, end jeg selv troede, og det var rart at tale med andre, som var i samme båd som mig,” fortæller Sarah.


Et væksthus beskyttet fra omverdenen

Netop det trygge miljø er vigtigt på Sydgården – mindst lige så vigtigt som selve behandlingen. Derfor går centerlederen højt op i, at personalet er klædt på til at sikre de trygge rammer.

”Det betyder, at beboerne begynder at kunne slappe af og sænke paraderne. Vores beboere har mange svære følelser og ofte traumer med i bagagen, og når de ikke længere har misbruget som deres skjold, skal de til at lære at håndtere de ting. Hvis vi ikke tager højde for det, forstærker vi deres følelse af at være forkert. Derfor er der nødt til at være et beskyttende lag, så beboerne begynder at arbejde med sig selv, inden de kommer tilbage til hverdagen igen,” forklarer Susanne Dahl.

For at lære beboerne at håndtere deres liv uden misbrug bruger Sydgården behandlingsmetoden Schema Terapi. Helt kort er det en terapiform, der kan tilpasses det enkelte menneske uanset diagnoser, adfærdsmønstre og baggrund. Metoden bygger på en test, der viser, hvilke skemaer beboerne handler efter. Det vil sige, hvordan de reagerer i forskellige situationer i deres liv.

”Vi lærer dem at se indad. Når vi kender deres skemaer, kan vi begynde at arbejde med dem og ændre dem i en positiv retning. Det er en rigtig god behandlingsmetode til dobbeltdiagnose, fordi den netop er nem at tilpasse til den enkelte,” fortæller Susanne Dahl.

28 år og klar til en hverdag

Sarah har netop afsluttet sit behandlingsforløb på Sydgården og er nu ved at finde tilbage til hverdagen. Eller ja, nærmere at finde en hverdag. En både rar og skræmmende tanke. Nu arbejder hun mod at få sin egen lejlighed, en lille kat til at holde sig ved selskab og måske endda et fleksjob, der kan give mere stabilitet.

”Jeg har jo ikke haft en hverdag i over 10 år, så nu skal jeg til at lære, hvad det er for noget,” siger Sarah og smiler.

”Misbruget ændrede min personlighed. Jeg var aggressiv og ikke noget rart menneske at være i nærheden af. Jeg løj, svindlede og bedragede og skubbede alle væk fra mig. Nu har jeg lært at stå ved mig selv og sætte grænser. Jeg har fået et fantastisk forhold til min mor og lillebror,” fortæller hun.

Ligesom Sarah har mange af beboerne været mange gange ind og ud af psykiatrien eller den ambulante misbrugsbehandling i kommunen, inden de kommer til Sydgården.

”For hver gang det ikke lykkes systemet at hjælpe dem, mister de tilliden og troen på sig selv, og det gør det mere og mere svært at slippe misbruget igen, fordi de simpelthen tror, at de ikke kan hjælpes,” fortæller Susanne Dahl.

For Sarah var det netop rammerne og strukturen på Sydgården, hun havde brug for til at finde troen på sig selv.

”Sydgården er det første i mit liv, der har fungeret for mig. De har lært mig at fjerne mine forsvarsmekanismer, hvor jeg hele tiden gav skylden til systemet. Det var også noget rod i psykiatrien, men fordi jeg hele tiden fokuserede på det, de gjorde galt, kom jeg aldrig videre. Jeg havde brug for den intensive behandling, som Sydgården kunne give mig,” siger Sarah og tilføjer:

”Før dulmede jeg mine følelser med stoffer. Nu siger jeg dem højt og handler på dem.”


Denne artikel er produceret til Berlingskes tillæg TABU. Find tillægget her.