fbpx
02. oktober 2018
Af: Dorte Jacobsen

Fællesskab og faglighed er min drivkraft

Jeg er oprindeligt højskolelærer, men blev tiltrukket af psykoterapien og forener i dag højskolens fællesskabsånd med høj faglig behandling på Sydgården.

Jeg har været optaget af fællesskaber, lige fra jeg gik på Askov Højskoe og derefter valgte min læreruddannelse på Den Frie Læreruddannelse i Ollerup på Fyn, som bygger på det Grundtvig-Koldske livssyn.

I mit arbejde som afdelingsleder og gruppeleder på Sydgården kom KFUM’s værdigrundlag ind i billedet. Det at kunne være sammen og være sig selv er en rød tråd igennem mit liv – og det er en væsentlig del af fællesskabet på Sydgården at hjælpe hinanden og give plads til forskellighed.

Terapien trak

I mange år var jeg sikker på, at det var højskolefællesskabet, der skulle blive min livsstation. Men efter 12 år i lærerfaget måtte jeg ud og praktisere nogle af de mange teorier, jeg havde lært i min sideløbende psykoterapiuddannelse.

I et par år prøvede jeg kræfter med psykiatrien på et psykiatrisk værested, men fandt ud af, at det var behandlingsdelen jeg savnede.

Den del har jeg fået lov at udleve her på Sydgården, hvor jeg har været ansat i 22 år. Med jobbet her i Haderslev fulgte også en flytning, som naturligvis for mig blev til et bofællesskab.

Det tager tid

I begyndelsen var det kun alkohol, vi behandlede for her på Sydgården. Og da jeg ikke selv har erfaring med misbrug inde på livet, har jeg skullet bruge tid på at forstå den magt, afhængighed har på mennesker med et misbrug.

Vores tilgang på Sydgården har altid været terapeutisk. Vi kigger på årsagerne bag ved misbruget og hjælper med udgangspunkt i Schema-terapien vores beboere til at håndtere deres naturlige behov i tilværelsen uden at skulle bruge stemningsændrende stoffer.

Det betyder også en udpræget forståelse og accept af, at det tager tid, og at et tilbagefald efter et ophold hos os ikke er ensbetydende med, at de ikke ønsker at blive fri af deres misbrug. Det tager bare tid.

I løbet af de senere år har andre stemningsændrende misbrug fyldt mere og mere hos os. Det er ikke længere blot alkohol, vi behandler for. Og selv om vi var lidt nervøse for, om vi nu også kunne det, har vores erfaring vist os, at afhængighed bunder i de samme problematikker, og dem kan vi tilbyde hjælp med.

Vi passer på hinanden

I min dagligdag har jeg som afdelingsleder et administrativt ansvar i forhold til at sørge for den terapeutiske bemanding og for personale i aften- og nattetimerne samt weekender. Herudover har jeg behandlingsansvaret og skal i samarbejde med lederen sørge for, at vi holder vores faglige linje og til stadighed udvikler os.

Jeg er desuden med til at arrangere Modus-kurser for kommuner og andre samarbejdspartnere. Og så har jeg heldigvis en-to klienter i forløb samt gruppeterapi i eksponeringsbehandling en-to gange om ugen, så jeg stadig holder fast i behandlingsdelen.

Vi har en rigtig god arbejdsplads på Sydgården. Vi vægter faglighed meget højt, og så er vi gode til at passe på hinanden og os selv. Vi sørger for at forebygge stress og udbrændthed med trivselsrunder, personale-træningsdage og supervision, hvor vi i fællesskab forholder os til hinanden, så vi ikke bare er små selvstændige øer på samme arbejdsplads.