fbpx
28. juni 2019
Af: Kristine Buske

Den festlige studentertid er ikke kun sjov

Ikke alle unge kan håndtere de store mængder alkohol i studenterdagene. Derfor er det som forældre vigtigt at være opmærksom på dit barns adfærd, når de festlige dage er ovre.

Der bliver dyttet, de unge råber og morer sig fra lastbilens tag, og musikken lyder på fulde drøn rundt i gaderne. Lige nu står den på liv og glade dage for landets nyudsprungne studenter, der gør gaderne festlige, når de kører rundt på studenterkørsel med en flaske i den ene hånd og fremtiden i den anden.

Studenterkørslen bliver efterfulgt at den ene fest efter den anden hos klassekammerater og venner. Studenterhuen skal fejres, og det bliver den med manér.

Men studenterdagene er ikke kun sjov og ballade for alle. Nogle unge kan have svært ved at håndtere de store mængder alkohol, og det kan blive svært at slippe alkoholrusen igen, når de festlige dage er ovre.

”Kulturen på gymnasiet og ikke mindst universitet er præget meget af alkohol og for nogle også stoffer. Mange kan godt håndtere det, men der er en udsat gruppe, hvor det kan ende med at gå galt og i værste fald ende ud i et misbrug,” forklarer Susanne Dahl, der er centerleder hos Sydgården og uddannet socialrådgiver og psykoterapeut.

Forældre skal være opmærksomme

Som forældre tænker man nok ikke, at studenterdagene kan føre til et misbrug. For med en sund opvækst er misbrug vel ikke noget, der kan ske for dit barn? Men problemet med misbrug er, at det kan ske for alle. Derfor er det vigtigt, at du som forælder er opmærksom på dit barns vaner, når der igen går hverdag i den.

”Det handler om at være opmærksom på, om dit barns alkoholadfærd tager overhånd. Bliver alkohol en del af hverdagen og mere end i weekenderne og til studenterfesterne, skal du måske tage en snak med dit barn,” siger Susanne Dahl.

Hun mener ikke, at du som forældre skal være bange for, at dit barn tager skade til studenterkørsel og studenterfesterne. Det handler helt enkelt om at være observant og måske endda tage en snak med dit barn om, at man ikke behøver at drikke sig helt fra sans og samling for at have en sjov studentertid.

”Mange af de misbrugere, vi har hos os, er enten unge mennesker eller voksne, hvis misbrug startede i teenageårene eller i start 20-årsalderen. Det skyldes, at du som ung ikke er modnet til at forstå konsekvenserne af dine handlinger. Når først det udvikler sig til et misbrug, er skaden sket. Derfor er det nu, vi skal sætte ind.